Tekst 1. Børns mundtlige legekultur

2. semester

d. 8.02.13

DKK

Aktivitet 1

DKK bog – et pædagogisk perspektiv af Mogens Sørensen 2. udgave

Tekst 1.

Kap 9. Børns mundtlige legekultur s. 229-245 af Poul Bjerregaard

Resumé

Børns mundtlige legekultur indebærer fællesskaber, hvor samvær indenfor leg med sprog og fortælling har stor betydning, for det enkelte barn og for en gruppe. 6-12 årige børn er brugere af forskellige ord genre som vittigheder, gåder, mundhuggerier samt sprogligt pjat. I legekulturen anvendes ligeledes forskellige udtryksformer som, rim, remser, rytmiske, kropslige samt musikalske aspekter. Legekultur omhandler børns æstetisk symbolske udtryksformer. Barnet og den voksne er i en stor del af døgnets timer adskilt, men derimod har de stadig fælles arenaer og mødesteder som f.eks. i familie, institutions, fritidsaktiviteter. Det er ikke kun barnet der leger med det sproglige, den voksne leger og udforsker ligeså vel sproget, som et barn gør det. Mediet spiller også en rolle og har betydning, fordi den giver indtryk, former samt råstof, der anvendes og bearbejdes i legekulturen.

Sproget er et socialt fænomen, som indebærer og indgår i spillet om magt, status, roller samt , idet anerkendelse, som oftest foregår i det sociale rum. Fortællingen har en stor rolle, idet fortællingen er grunden for børns måde at forstå sig selv og verden på. De mundtlige fortællinger varierer fra person til person i form af længde, stil, form, indhold og funktion.

Gåder anvendes i dag oftest af mindre børn, og gådebøger er med til at genren holdes levende. Et eksempel på en humoristisk diskurs er, ”Hvad er det, der ligger nede i en spand og siger dav? En spandauer”.

Indenfor gyserfortællinger, skabes der oftest en genreforventning, da der oftest sker en uhyggelig indtræden.  Den gode fortæller anvender oftest dramatiske og sproglige virkemidler.

Legekulturen er præget af forskellige diller og børn udforsker gerne genren ”alle børnene”, hvor børnene danner nye, vilde rim og leger med sproget. Enderim kan indenfor denne genre forvandles til bogstaverim ”Alle børnene hed Ole – Undtagen Børge – han hed Birger”.

Børn anvender også parodier. Sommetider er der en dille blandt børn, som prøver at efterligne, lære og udforske kendte personer som parodier en mediegenre. Dette viser at medieindtryk og former har betydning i legekulturen.

Rim og remser formidles oftest fra voksne til børn og børn imellem, og dette sker i forskellige udtryksformer og sammenhænge. Rim og remser kan inspirere børn til selv at lege videre med sproget og f.eks. en tælleremse kan styrke deres samvær, som lyder ”Okker, gokker, gummiklokker, erle, perle, pif, paf, puf”.

Børn udforsker og eksperimenter sproget, og pædagoger har betydning for legekulturen i institutionen. ”Pædagoger skal derfor både overveje og afveje, hvordan de forholder sig til legekulturen”, fordi de skal være i besiddelse af en situationsfornemmelse, indsigt i legens væsen samt udtryksformer.

Fokusområder

Et af fokusområderne lyder på at leg er vigtig. Læringen sker gennem legen. Børns mundtlige legekultur er en vigtig proces, som er med til at skabe et fællesskab, hvor især samværet indenfor leg med sprog og fortællinger har en stor betydning.

Et andet fokusområde omhandler leg med sproget, idet sproget fører til magt, kommunikation, indflydelse, samtale, diskussion og samvær. Disse færdigheder er afgørende og eftertragtet for et barn.

Skal vi egentlig som pædagoger interesserer os for børns vitser, gåder og parodier, og hvad kan vi egentlig lære af dem?

Sanne Troelsgaard, Pædagogstuderende Net.